- Det er en defensiv og kortsigtet aftale, som primært fokuserer på at bevare status quo. Det vi havde brug for, var en langsigtet aftale, der tog hånd om de grundlæggende balanceproblemer på det kommunale danmarkskort, siger Steffen Damsgaard.

På Landdistrikternes Fællesråds ønskeliste op til forhandlingerne var en udligningsreform og en flerårig videreførelse af puljen til nedrivning og renovering af forfaldne ejendomme i landdistrikterne. Begge dele leder LDF-formanden forgæves efter i aftalen mellem regeringen og KL.

- Umiddelbart ser det positivt ud, at aftalen afsætter en ekstraordinær pulje på 500 mio. kr. til særligt vanskeligt stillede kommuner i 2011. Men i realiteten er det en kortsigtet lappeløsning, som ikke tager fat på de grundlæggende strukturproblemer. Der er behov for en gennemgribende reform af udligningen mellem kommunerne, så yderkommunerne med de største udfordringer får tilført flere penge via bloktilskuddet.

Steffen Damsgaard ser også med bekymring på den del aftalen, som handler om at samle kommunernes såkaldt objektive sagsbehandling i 3-5 sagsbehandlingscentre. Centrene skal bl.a. varetage behandlingen af sager vedrørende folkepension, boligstøtte og barselsdagpenge, hvor kommunerne ikke skal foretage et forvaltningsretligt skøn.

- De nye sagsbehandlingscentre kunne med fordel placeres i udkantskommunerne, sådan som Skat med stor succes har gjort det med deres afdelinger i Ringkøbing og Tønder. Men aftalen siger ikke noget om centrenes placering - udover at det ene skal ligge i Hillerød.  Jeg kan derfor godt frygte, at der bliver tale om en centralisering, som vil flytte flere offentlige kompetencearbejdspladser væk fra yderkommunerne, slutter Steffen Damsgaard.

- Små skoler i landdistrikterne er med til at skabe velfungerende lokalsamfund, men den værdi indgår slet ikke i rejseholdets regnestykke. Tværtimod virker det som om, de bare har drejet 360° rundt om sig selv og så slået op på side 1 i Håndbog i Centralisering. Men det er ganske enkelt ikke rigtigt, at store skoler er bedre og billigere end små, siger LDF-formand Steffen Damsgaard.

Han frygter, at landets kommunalbestyrelser vil bruge rejseholdets anbefalinger som en faglig blåstempling at skolelukninger, som skal skabe luft i den trængte økonomi. Men ifølge Steffen Damgaard er anbefalingen af store skoler baseret på tre fejlagtige forudsætninger.

- Rejseholdet hævder, at læringen er bedre i store skoler end i små skoler. Men den præmis tilbagevises klart i den hvidbog om lokalskolen, som tænketanken SOPHIA for nylig har udgivet. Det samme gælder påstanden om, at små skoler har sværere ved at rumme elever med særlige behov. Her forholder det sig jo lige omvendt sådan, at der i en lille skole er langt større overskud til at tage hånd om den enkelte elev. Kommunalbestyrelserne skal altså ikke regne med at kunne spare penge på specialundervisningen, hvis de følger rejseholdets anbefalinger, siger Steffen Damsgaard og fortsætter:

-Endelig er der påstanden om, at små skoler er dyrere end store skoler. Det er ganske vist rigtigt, når man måler i enhedsomkostninger pr. elev. Men når kommunerne forsøger at indkassere en rationaliseringsgevinst ved at lukke de små skoler, ender det ofte med at blive dyrere for kommunen, fordi forældrene reagerer ved at oprette en friskole i stedet.

Landdistrikternes formand efterlyser en mere holistisk og udviklingsorienteret tilgang til strukturdebatten på skoleområdet.

- I stedet for pr. automatik at sige, at “større er bedre”, skulle man i stedet spørge, hvordan man kan udvikle de små lokalskoler, så man får mere kvalitet for pengene. Der er mange muligheder, som rejseholdet slet ikke forholder sig til. F.eks. giver samlæsning af klasser både en pædagogisk gevinst i form af større mulighed for undervisningsdifferentiering og en økonomisk gevinst i form af højere klassekvotient. En anden mulighed er etableringen af børneuniverser, hvor dagsinstitutioner og skole i et lokalsamfund samles under en fælles ledelse. Det vil ikke bare give en rationaliseringsgevinst, men også skabe sammenhæng mellem førskole- og indskolingsfasen, siger Steffen Damsgaard.

- For nylig stod samtlige politikere i kø for at komme de nødstedte landdistrikter og yderområder til undsætning, siger Steffen Damsgaard med henvisning til DR-kampagnen “Danmark knækker”.

- Forhandlingerne om kommunernes økonomi vil afsløre, om der vitterligt er politisk vilje til at løse land- og yderkommunernes problemer.

Steffen Damsgaard peger på tre vitale problemstillinger, som en aftale mellem regeringen og kommunerne skal tage hånd om.

- I 2010 afsatte regeringen 150 mio., som kommunerne kan søge til nedrivning og renovering af forfaldne ejendomme i landdistrikterne. Det er en start, men det er slet ikke nok. Vi har brug en fast aftale, der over de næste fem år afsætter 100-150 mio. kr. årligt til området. På den måde vil kommunerne kunne lægge en langsigtet strategi for nedrivningsarbejdet. Der er også behov for at se på, om der er behov for at udvide ordningen til at omfatte flere end de nuværende 39 kommuner.

Udligningen mellem rige og fattige kommuner er et andet emne som LDF-formanden ønsker en aftale om.

- Der er brug for en tilretning af udligningsreformen, så den i højere grad tilgodeser de økonomisk trængte udkantskommuner. Det kunne f.eks. gøres i form af en pulje på en halv til en hel milliard, som skal kunne søges af særligt vanskeligt stillede kommuner.

Endelig ønsker Steffen Damsgaard en pulje til forsøg med alternativ skoledrift i de tyndt befolkede dele af landet.

- Skoledebatten skal handle om, hvordan vi kan udvikle skoler og institutioner i landdistrikterne - ikke bare om besparelser og lukninger. Derfor er der brug for en pulje til at understøtte forsøg med alternative organiserings- og undervisningsformer på skoleområdet. Der skal være mulighed for at tænke nyt, så vi kan fastholde skoler i landdistrikterne, som er bæredygtige både i pædagogisk, social og økonomisk henseende.

- Jeg konstaterer med tilfredshed, at flere af slutdokumentets anbefalinger er overensstemmende med de ting, som LDF har arbejdet politisk for gennem længere tid. Det gælder f.eks. forbedring af infrastruktur, udkantstaksameter til de mellemlange videregående uddannelser, adgang til højhastighedsbredbånd over hele landet og ekstra støtte til iværksættere og vækstiværksættere.

LDF-formanden giver dog også slutdokumentet kritiske ord med på vejen.

- Flere af anbefalingerne er almindeligheder, som for længst burde have været klaret.  Det er f.eks. svært at være uenig i, at utidssvarende restriktioner for erhvervslivet skal fjernes. Men hvad gør vi med udviklingsbarrierer, som ikke skyldes lovgivning? Det finansielle system udgør en sådan barriere, når virksomheder i yderområder ikke kan låne penge til etablering og udvikling. Og så forholder dokumentet sig kun til en del af de mange udfordringer og muligheder i landdistrikterne og udkantsdanmark. Hvad gør vi ved de mange tomme og forfaldne ejendomme i landdistrikterne? Hvordan kan vi udnytte naturressourcerne bedre i bosætningsøjemed? Er udflytning af statslige arbejdspladser glemt igen ?

Steffen Damsgaard glæder sig over, at der er blevet sat fokus området.

 - Der er grund til at rose DR, fordi de har fået en række af landets mest indflydelsesrige politikere og erhvervsfolk til at forholde sig konstruktivt til yderområdernes udfordringer. Det er udtryk for en ny journalistisk tilgang, der ikke bare beskriver enkeltstående konflikter, men også søger at anvise løsninger på dem, siger LDF-formanden, der samtidig er kritisk over for topmødekonceptet og forestillingen om, at yderområdernes problemer kan løses oppefra og ned.

- Debatten vidnede om, at flere af paneldeltagerne var uvidende om det enorme græsrodsarbejde, som ildsjæle i landdistrikter og udkantsområder yder for at skabe udvikling i netop deres lokalområde. Forskningsviden samt landdistrikternes talerør og vidensbase - Landdistrikternes Fællesråd - burde i meget større grad have været inddraget i processen. Disse perspektiver savner jeg i slutdokumentet og i hele DR’s dækning af udkantsproblematikken. Skal der et nyt topmøde til? LDF vil i hvert fald gerne bidrage til at alle relevante vinkler belyses på bedste måde, siger Steffen Damsgaard og slutter:

- Politikerne kan skabe gode rammevilkår, men yderområdernes problemer kan ikke løses fra toppen af et vandtårn. Det kræver et forpligtende samarbejde mellem borgere, erhvervsliv, organisationer og myndigheder.

Læs slutdokumentet her: Et døgn for Danmark.

 Når man læser selve nyheden - og ikke mindst indholdet af det høringsnotat, som nyheden skal “sælge” - viser det sig nemlig, at historien lige så godt kunne have haft en overskrift med det modsatte fortegn.

Overskriften referer til Højhastighedskomitéens anbefalinger til, hvad Danmark skal gøre for at udnytte fordelene ved fremtidens lynhurtige bredbåndsforbindelser. Og allerede da komitéens rapport blev præsenteret i januar, blev anbefalingerne mødt kritik.

Højhastighedskomitéen anbefalede nemlig, at udrulningen af fremtidens bredbåndsnet skal udrulles på markedsbetingelser. Som konsekvens heraf ville kun 80 % af danskerne få adgang til fremtidens lynhurtige 50 MB-forbindelser. De resterende 20 % af befolkningen bosiddende i landdistrikter og yderområder skulle ifølge komitéens anbefaling nøjes med 10 MB-forbindelser.

Det er netop denne dobbelte målsætning som flere af høringssvarene - heriblandt Landdistrikternes Fællesråds - er kritiske over for. I sit høringssvar skriver LDF-formand Steffen Damsgaard  således:

“Det er på ingen måde tilfredsstillende med en todelt målsætning overhovedet, det er til gengæld dybt uambitiøst.

Man kan ikke sammenligne behovet for bredbånd med behovet for anden traditionel infrastruktur, hvor behovene ofte er lidt mindre de steder hvor befolkningsgrundlaget er mindre. Sagt med andre ord, så er borgernes og virksomhedernes krav til bredbåndshastigheder til fx undervisning, virksomhedsdrift, e-handel, forskning og telemedicin, akkurat de samme uanset om man bor i byen, på landet, på en ø eller et andet udkantsområde.

Andre af høringssvarene kritiserer, at Højhastighedskomitéens anbefaler en ensidig markedsbaseret udrulning af bredbåndsnettet. I den forbindelse foreslår Steffen Damsgaard i sit høringssvar, at den markedsbaserede udrulning suppleres med oprettelsen af en infrastrukturfond:

De indtægter staten opnår ved at gennemføre salg og udbud af diverse adgange til at udbrede teknologier på kommunikationsområdet, bør helt eller delvist være med til at sikre en udbredelse af fiberbaserede bredbåndsforbindelser i de dele af landet hvor den kommercielle udbredelse på markedsvilkår ikke sker. På andre infrastrukturområder har man etableret en Infrastrukturfond. Her kunne man fx etablere en tilsvarende form for fond til at sikre udbredelse af fiberbaseret infrastruktur.

Bredde er som sagt en relativ ting. Det samme gælder for hastighed. Et 56 kb-modem gav for eksempel en lynhurtig forbindelse til internettet. I 1990′erne.

Af Martin H. Brunsgaard

Politikeren med den karakteristiske dialekt taler af erfaring. Som folketingsmedlem for SF siden 1994 har han siddet i opposition under skiftende regeringer. Og ifølge vestjyden Touborg gør det ikke den store forskel, om regeringstaburetterne beklædes af politikere fra rød eller blå blok.

- Da socialdemokratiet sad på regeringsmagten, havde jeg et glimrende samarbejde med de borgerlige omkring yderområdernes situation. Men da de borgerlige så kom i regering, var det som om, de glemte alt det, vi tidligere havde været enige om. Jeg tror, det er fordi, det er embedsmændene, som sidder og styrer ministrene.

Det bliver spændende at se, hvad der sker med SF’s  fødevarordfører efter et kommende folketingsvalg. Som meningsmålingerne fordeler de politiske kort, står folkesocialisterne til at komme med i en socialdemokratisk ledet regering. Vil regeringsmagten også lukke munden på SF’s markante vestjyde? Eller vil Kristen Touborg fortsat - som han skriver på sin hjemmeside - være optaget af de politiske vilkår, der gør sig gældende, hvis vi skal holde liv i landdistrikterne?

Forargelig fordeling
Du skriver på din hjemmeside, at hvis man skal holde liv i de små landsbysamfund, er man nødt til at gøre noget for de almindelige mennesker og familier, som bor på landet, men som ikke lever af landbruget. Hvad er det, du mener der bør gøres?

- Helt aktuelt mener jeg, at vi bliver nødt til at have en anden fordeling af landdistriktsmidlerne. Ud af den ene milliard kroner, der er til fordeling under Landdistriktsprogrammet, er det kun 100 mio. kr. der går til de 700.000 mennesker, som er bor i landdistrikterne, men som ikke lever af landbrug. Det finder jeg dybt forargeligt. Det skal vi have lavet om på, og det kan sagtens lade sig gøre. Der er nogle minimumssatser for fordelingen af pengene mellem akserne i Landdistriktsprogrammet, men der er meget vide rammer for fordelingen. Det er en ren dansk beslutning.

- Desuden mener jeg, at vi bliver nødt til at tænke i positiv særbehandling af erhvervslivet i landdistrikter og yderområder.

Hvad mener du med positiv særbehandling? Skal vi have lavere selskabsskat til virksomheder i yderområderne?

Nej, det er ikke lavere selskabsskat, jeg tænker på. Der kunne jeg godt være bekymret for, hvilke virksomheder det ville trække til yderområderne. Jeg mener derimod, at vi kan blive nødt til at give en eller anden form tilskud til virksomheder, der skaber nye arbejdspladser i yderområderne.

Aktuelt hører vi i medierne historier om virksomheder, der ikke kan låne penge hos banker og realkreditinstitutter til at etablere sig i yderområderne. Er det finansielle system, som vi kender det i dag, godt nok til at sikre erhvervsudvikling i yderområderne?

- Det er det i høj grad ikke. Men realkreditinstitutterne er jo private virksomheder, og vi kan ikke som politikere tvinge dem til at låne penge ud, hvis de ikke vil. Det vi kan blive nødt til at gøre, er at gå ind med en eller anden form for statsgaranti. Man skal selvfølgelig ikke kunne få statsgaranterede lån til hvad som helst, så der skal være en vurdering i samarbejde med det finansielle system. Før i tiden havde man statsgaranterede lån inden for landbruget, så det mener jeg sagtens kunne lade sig gøre inden for erhvervslivet.

Demografisk skævvridning
Yderområdernes vanskeligheder skyldes i høj grad den demografiske udvikling. De unge flytter til de store byer for at uddanne sig, og efterfølgende er de meget svære at få til at flytte tilbage igen. Kan man overhovedet gøre noget politisk for at skabe en mere balanceret demografisk udvikling?

- Det mener jeg godt, man kan. Det kan man bl.a. gøre ved at sikre bedre uddannelsesmuligheder i yderområderne. Der er behov for et udkantstaksameter, som kan sikre blandt andet seminariernes overlevelse i yderområderne. Jeg mener ikke, at vi skal have universiteter i yderområderne, men man derimod godt forestille sig at universiteterne kunne have sattelitter i yderområderne.

Den demografiske udvikling skaber økonomiske problemer for mange udkantskommuner. Har SF et bud på, hvordan udkantskommunerne skal bære sig ad med af løfte fremtidens serviceopgaver, når de unge flytter væk, og den tilbageværende befolkning bliver stadig ældre?

- Jamen, det har vi ikke på anden vis end ved at lave en anden fordeling af midlerne. Der er behov for at lave en udligningsreform som flytter penge fra de rigere kommuner til de fattige udkantskommuner.

Den sidste bonde
Som SF’s fødevareordfører har du markeret dig som en af de skarpeste kritikere af landbrugsloven, som Folketinget vedtog for nyligt. Hvad er det din kritik går på?

- Jeg frygter, at vi med vedtagelsen af den nye landbrugslov har den sidste generation af bønder i Danmark. Vi vil få store landbrug, som er ejet af nogen, som ikke engang behøver at bo på gården længere. Jeg frygter, at det vil føre til endnu større nabostridigheder mellem landbruget og de 700.000 mennesker, der bor i landdistrikterne, men som ikke har noget med landbruget at gøre.

Så det vil også gå ud over landbrugets forankring i lokalsamfundet?

- Det vil i allerhøjeste grad gå ud over landbrugets forankring i lokalsamfundet. Det er jo allerede sådan i dag, at det er umuligt at få danskere til at arbejde i landbruget. Derfor er landbruget nødt til at importere arbejdskraft fra Østeuropa. Men man spiller altså ikke dilettant i forsamlingshuset, når man kommer fra Ukraine.

En politisk narresut
Et sidste spørgsmål: Har vi brug for et landdistriktsudvalg i Folketinget?

- Jeg synes, det er svært at lave et landdistriktsudvalg. Hvis man skal gøre det, skal det være et stående udvalg. Men så skal man også have en minister, og spørgsmålet er, om det kan fungere. Landdistrikter er jo et utrolig bredt felt, der inddrager mange politikområder.

- Hvis det bliver et særligt udvalg som Ø-kontaktudvalget og udvalget vedrørende Færøerne, er jeg bange for, at det bliver en politisk narresut. Så vil de øvrige Folketingsmedlemmer blot bruge det som en undskyldning for ikke at beskæftige sig med området.

Partiet Fokus har foreslået lavere selskabsskat i yderområderne. Kristendemokraterne vil genindføre egnsudviklingen. Og den 26. april får Danmark et nyt parti, Fælleslisten, der har yderområdernes vilkår som sin centrale mærkesag.

Partierne uden for Christiansborg fisker i rørte vande, og ifølge flere eksperter har de gode chancer for at få bid. Særligt Fællleslisten spås gode chancer for at opnå repræsentation i Folketinget.

- I modsætning til de andre nye partier, vi har set forsøge sig i de sidste mange år, er Fælleslisten ikke et parti, som udspringer af og ligner et af de eksisterende partier. De har en helt anden dagsorden, som berører rigtig mange menneskers liv, siger kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Journalisthøjskole til Altinget.dk.

Johannes Andersen, der er valgforsker ved Aalborg Universitet, har den samme vurdering.

- Under normale omstændigheder ville man sige, at der er et håbløst projekt at lave et nyt parti. Men det er helt enestående betingelser, der gør sig gældende i forhold til Fælleslisten, siger han til Altinget.dk.

Også den garvede politiske kommentator Hans Engel mener at yderområdernes nye parti kan skabe problemer for de etablerede Christiansborg-partier.

- Jeg dømmer slet ikke projektet som håbløst - det er den rigtige gruppe, på det rigtige tidspunkt, med den rigtige profil. Og de kan klart kapre stemmer fra Venstre, da hele initiativet er groet af borgerlig utilfredshed, siger Hans Engell i dagens udgave af Information.

Fakta:
Fælleslisten bliver en landsdækkende overbygning på Fælleslisten Vest, der stillede op ved regionsvalget i Region Midtjylland, hvor listen fik hele 35.900 stemmer. Den 26. april afholder Fælleslisten Vest generalforsamling, hvor repræsentanter fra det meste af landet deltager. Generalforsamlingen bliver startskuddet til det landsdækkende parti.

- Jeg ved godt, at jeg ikke bliver populær på at sige det, men nogle af udkantskommunerne er blevet snydt i den aftale, som Kommunernes Landsforening har lavet med regeringen. Der er et behov for, at KL tager mere ansvar for helheden, men her er det et problem, at det er de store byer, som sidder på magten i KL.

Kritikken af KL gør indtryk, fordi den kommer fra en politiker, som ellers ikke klynker på vegne af landdistrikterne og yderområderne. Tage Leegaards generelle holdning synes nærmest at være, at man skal lade falde, hvad ikke kan stå -  og så øge kvaliteten af resten. Det gælder for eksempel på uddannelsesområdet, hvor lukning af flere seminarier i yderområderne har været på tale.

- Der skal være adgang til mellemlange uddannelser overalt i Danmark. Men vi skal også huske, at afstandene i Danmark ikke er så store. Jeg kender Skive Seminarium, fordi jeg selv har gået der. Problemet her var, at der var for mange tomme pladser, og på det grundlag kan man ikke holde en uddannelse åben. Bageren bager heller ikke brød, som han ikke kan sælge.

Grøn vækst

Heller ikke på erhvervsområdet er Tage Leegaard en tilhænger af særbehandling af yderområderne.

- Jeg mener, at vi generelt skal understøtte erhvervsudviklingen, og så vil det have en afsmittende virkning på yderområderne. Regeringen har for eksempel vedtaget sin Grøn Vækst-pakke, der indeholder rigtig mange incitamenter til udvikling af grøn energi, og det vil også kunne gavne udviklingen i yderområderne. I Thy har vi allerede rigtig mange initiativer på dette område, f.eks. omkring udvikling af bølgeenergi, og forhåbentlig får vi også snart et vindmølletestcenter ved Østerild Klitplantage.

Men er der ikke behov for at gøre en særlig indsats for erhvervsudvikling i yderområderne?

- Vi har jo allerede LAG-midlerne, og måske skulle vi  overveje, om der skal gives flere penge til LAG’erne. Det er en af måderne, vi kan sikre udvikling af mindre virksomheder i landdistrikterne.

Mange virksomheder i yderområderne oplever problemer med finansiere deres udviklingsidéer. For nylig var der for eksempel historien Dansk Solenergi, som ikke kunne låne penge til at etablere penge til at etablere sig på Lolland. Er det finansielle godt nok til at sikre udvikling i yderområderne?

- Jeg synes, det er svært at sige, hvad der foregår inde i hovederne på, dem der foretager kreditvurderingerne. Jeg har selv bedt om at se et konkret projekt, som er økonomisk bæredygtigt og kreditværdigt, men som ikke kan låne penge. Måske er Dansk Solenergi et eksempel på et sådant projekt, men jeg har ikke set det endnu. Jeg mener, at vi med bankpakkerne har gjort indsats for at stille penge til rådighed for det finansielle system.  Yderligere kan vi ikke gøre.

Kvalitet frem for kvantitet

Kan man overhovedet gøre noget politisk for at modvirke den demografiske skævvridning af Danmark?

- Det lader til at være megasvært. Det er jo en generel tendens, at de 18 til 40-årige søger bort fra de mindre byer og ind til de større byer. Det handler om uddannelses- og jobmuligheder. Det er også i denne periode man finder en partner og etablerer sig, og begge parter vil jo gerne have et godt job, hvilket kan være svært i et yderområde. Der er tale om et samspil, som det er umuligt at lovgive om. I stedet for at smide en masse penge efter noget, som det er svært at gøre noget ved, skal vi hellere anspore til udvikling af det gode liv for dem, der vælger at blive boende.

- I Thisted Kommune siger befolkningsprognoserne, at vi vil miste 200 indbyggere om året de næste 10 år, og vi kan se, at prognoserne holder stik. Den udvikling mener jeg, vi må forholde os til, f.eks. ved at få fjernet nogle de mange overflødige boliger og landbrugsbygninger i landdistrikter.

- Så vi skal satse på kvalitet frem for kvantitet?

- Ja, det tror jeg, vi kommer til. Man kan jo se, når kører ned gennem Belgien og Frankrig, at det her ikke er et særligt dansk fænomen, men en tendens som gør sig gældende i hele Vesteuropa. Jeg siger ikke, at vi bare skal lade tingene falde. Men vi skal kigge i krystalkuglen, og tage bestik af situationen. Det kan vi gøre ved at satse på udvikling af grøn energi i yderområderne. Jeg tror også, at udbredelsen af bredbåndet giver nogle muligheder for yderområderne i form af flere hjemmearbejdspladser.

Apropos bredbånd så har Højhastighedskomitéen anbefalet, at udrulningen af lynhurtigt skal ske på markedsbetingelser. Det vil betyde, at de 20 % af danskerne, som er bosiddende i yderområderne, ikke får adgang til samme bredbåndshastighed som resten afbefolkningen. Hvad mener du om Højhastighedskomitéens anbefalinger?

- Her synes jeg, det er ærgerligt, at Danmark ikke har søgt de EU-midler hjem, som kunne bruges til at udbrede bredbånd i yderområderne. Det er min klare opfattelse, at vi skal have hurtigt bredbånd udbredt så langt ud som muligt, så det er standard ligesom en telefonforbindelse.  Hvor pengene skal komme fra, kan jeg ikke svare på på stående fod. Men jeg synes, at vi skal anspore til en udvikling på det her område.

Et sidste spørgsmål: Har vi brug for et landdistriktsudvalg i Folketinget?

- Jeg synes, tanken er sympatisk. Man kan så spørge, om vi også skal have en minister for landdistriktsområdet, og det skal vi nok ikke. Det er området ganske enkelt for lille til. Landdistrikter er en lidt besværlig og uhåndterlig størrelse, som griber ind over mange forskellige politikområder. Så selv om jeg finder tanken om et landdistriktsudvalg sympatisk, vil jeg måske hellere sige, at vi fra Folketingets side skal have mere fokus på landdistriktspolitikken. Vi skal øge kvaliteten for dem, der vælger at blive boende i landdistrikterne, og gøre så flere får lyst til at bosætte sig der. Og KL og kommunerne skal også have mere fokus på det.

Af Martin H. Brunsgaard

- Inden for de seneste uger har vi med succes bragt udkantsproblematikken højere op på den politiske dagsorden. Men vi må desværre erkende, at landdistrikter og yderområder stadig er de luftige skåltalers politikområde. Det er lidt som med ulandene. Med den ene hånd giver man lidt bistand i form af landdistriktsmidler, mens man med den anden hånd udhuler rammevilkårene for udvikling og vækst, siger Steffen Damsgaard.

Den nyvalgte formand peger på uddannelse, infrastruktur og erhvervsudvikling som områder, hvor der er behov for at følge de gode politiske intentioner op med konkret handling.

- På uddannelsesområdet kan det siges meget klart: Stop lukningen af seminarier og andre professionshøjskoleuddannelser i yderområderne. Tilstedeværelsen af professionsuddannelser er en uomgængelig forudsætning for en balanceret befolkningsudvikling. Derfor kan det ikke nytte noget, at landspolitikerne tørrer ansvaret af på professionshøjskolernes bestyrelser. Man bliver nødt til at spørge: Hvad vil det kræve at opretholde et kvalificeret udbud af professionsuddannelser i yderområderne? Og så må man handle derefter. En løsning kunne være et udkantstaksameter, der tilgodeser uddannelser med et tyndere befolkningsgrundlag.

På infrastrukturområdet sætter Steffen Damsgaard sin lid til, at fremtidens bredbåndsforbindelser kan bidrage til at løfte udviklingen i de tyndt befolkede områder. Men han kigger langt efter de landspolitiske visioner for, hvordan bredbåndet skal nå ud til de yderste afkroge af landet.

- I England er Labour og de Konservative enige om, at alle briter skal have adgang til 100 Mbit bredbånd i 2020. Man skændes godt nok om, hvordan det skal finansieres. Men man er enige om, at bredbåndet skal ud til alle, og at markedskræfterne ikke alene kan sikre dette. Derfor er det beskæmmende, at vi i Danmark stadig diskuterer, om lynhurtigt bredbånd skal være for alle eller blot for de 80 % af befolkningen, som er bosiddende i byerne. Det burde slet ikke være et spørgsmål.

- Derudover skal den øvrige infrastruktur, f.eks. vejnet, udbygges som fundament for udvikling. Det skal være slut med kun at ville lave trængselsinvesteringer.

Endelig peger Steffen Damsgaard på udkantsvirksomheders finansieringsvanskeligheder som et område, hvor der er behov for politisk problemløsning.

- Historien om Dansk Solenergi, der ikke kunne låne penge til at etablere sig i Horslunde på Lolland, har efterhånden været bragt i samtlige danske medier. De konservatives erhvervsordfører mener ikke, at der er et problem, mens regeringspartnaereren Venstre erkender, at der er behov for problemløsning. Men den politiske handling venter vi stadig på. Jeg kan godt tilslutte mig de radikales forslag om en statslig kaution til kreditværdige virksomheder, der ønsker at låne penge til etablering eller udvikling i udkantsområder. Det kan ikke være rigtigt, at geografien skal afgøre, om en god udviklingside kan finansieres.

For tiden eksisterer der tre nationale aktører på området: Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen af Landsbysamfund og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. De to landsbyforeninger forsøges nu sammenlagt med Landdistrikternes Fællesråd, så landsbyerne og landdistrikternes interesser i fremtiden kan varetages af én slagkraftig organisation.

- Både Christiansborg-politikere og kommunalpolitikere spørger os ofte, om det ikke ville være mere hensigtsmæssigt kun at have en politisk organisation på landdistriktsområdet. Til dette spørgsmål er der kun et godt svar: Det ville være det optimale for alle parter, hvis vi samlede kræfterne. Det har vi arbejdet på i nogle måneder, og det ser nu ud til at falde positivt ud, fortæller LDF-formand Steffen Damsgaard.

- Landsforeningen Af Landsbysamfund, som er langt den største af de to landsbyorganisationer, har på deres seneste årsmøde besluttet, at der skal arbejdes videre med tanken. Nu igangsættes arbejdet med at finde den bedste løsning for de involverede parter, og dette arbejde forventes at løbe hen over hele 2010. Den anden landsbyorganisation, Landsbyerne I Danmark, er indtil videre mere tøvende.

Formanden for Landsforeningen af Landsbysamfund, Ole Olsen, er enig i, at der behov for at samle kræfterne.

- Landdistrikternes Fællesråd har et professionelt sekretariat, og sammen med dem har vi langt bedre mulighed for at servicere vores medlemmer både i politisk og praktisk henseende. Vi lever i en tid, hvor der stilles store krav til den enkelte landsbys struktur, organisation og strategiske tænkning.  De samme krav gælder for os som landsforening, og derfor vil vi fremtiden målrette vores indsats og ressourcer, siger Ole Olsen.

Fakta:
Der er 4.000 landsbyer i Danmark med under 1.000 borgere. I dag er 500 af disse organiseret i Landsforeningen Af Landsbysamfund, og under 50 landsbyer er organiseret i Landsforeningen Landsbyerne I Danmark.

Landdistrikternes Fællesråd er en paraplyorganisation for foreninger og kommuner med interesse i landdistriktsproblematikken. Fællesrådet ejer virksomheden Landdistrikternes Hus, der leverer konsulentbistand, hjemmesideløsninger m.m. til flere hundrede landsbyer landet over. Desuden står Landdistrikternes Fællesråd bag det det nye nationale udviklingsprogram for landsbyer, Blomstrende Landsby, der ventes at knytte endnu flere landsbyer til organisationen.

Med en succesfuld fusion vil mere end et tusind landsbyer være samlet i én politisk organisation ved udgangen af 2010. Organisatorisk og politisk er det planen, at landsbyerne skal samles i et nyt Landsbyråd under Fællesrådets paraply.

Arbejdet med samling af organisationerne startes op i april måned.